Michael Ende ^[1]s “Den uendelige historie” har vært sengelektyre for Minstemann det siste halve Ã¥ret. Leser en side eller to, og sÃ¥ sovner han. Neste kveld spør han “Hvor langt er vi kommet i “Den uendelige historie?” Vi har en dansk utgave, ervervet fra ti-kronerskurven i et lokalt antikvariat, sÃ¥ det er en utfordring Ã¥ simultanoversette til nordlending.

I kveld var vi kommet til der hvor Bastian Balthasar Bux, historiens hovedperson og Fantàsias redningsmann, ønsker at han er den viseste i hele Fantàsia.

Men at være viis, det ville sige, at man var hævet over glæde og sorg, angst og medlidenhed, ærgerrighed og følelse av at være krenket. At være viss ville sige at man var hævet over alt, ikke at føle had eller kærlighed i noget forhold, men at være fuldkommen uberørt af andres sympati eller antipati. Den virkelig vise lod sig ikke påvirke af noget som helst. Han var urørlig, og kunne ikke rammes av noget

Kan være en utfordring for noen og enhver å tilegne seg slik visdom? Eller er dette visdom slik vi forstår begrepet?

Denne posten er opprinnelig skrevet av Ragnhild som også skriver en masse godbiter på Karavanseraiet ^[2]. Ta gjerne en titt innom bloggen hennes også.